Boost energien med mellemmåltider

Jeg hører det så tit …
”Jeg er ikke så god til det med mellemmåltider…”
Mon det også gælder for dig?

Hvis det gør, er der godt nyt til dig, for der er hjælp at hente i dette blogindlæg. Mellemmåltider er én af de hurtigste genveje til mere energi og overskud, og det er slet ikke så svært at komme i gang med, som du måske tror.

I dette blogindlæg får du mere viden om, hvad der sker, når dit blodsukker falder, og hvorfor mellemmåltider kan være løsningen. Det er nemlig ikke kun noget, du skal spise, hvis du er interesseret i at tabe dig.

Mellemmåltider har en direkte indvirkning på din evne til at træffe beslutninger. Du har sikkert oplevet, at det hen på eftermiddagen kan være svært at bevare overblikket i komplekse opgaver, ligesom overskuddet og kreativiteten til at udtænke aftenens menu typisk daler, når du er på vej hjem fra arbejde. Det er fordi dit blodsukker er for lavt, og det kan mellemmåltider være med til at ændre på.

Det skal du vide om dit blodsukker
Kroppen bruger løbende af den energi, der tilføres. Går der for mange timer imellem måltiderne, vil energien begynde at dale, og kroppens funktioner påvirkes. Selvom hjernen kun vejer ca. 2% af den samlede kropsvægt, bruger den op imod 25% af det blodsukker, der er til rådighed. Og så lever den primært af kulhydrater. Skærer du bevidst ned på dine kulhydrater, eller får kroppen totalt set tilført for lidt energi, sløver du hjernens effektivitet.

Et faldende blodsukkerniveau påvirker din evne til at træffe bevidste, objektive og saglige beslutninger, og medfører at du ubevidst tager den beslutning, der kræver mindst energi – den du kender, og er tryg ved. Når der ikke er overskud af energi til hjernen, betyder det også, at din evne til at koncentrere dig, tænke kreativt og skabe nyt vil være svækket. Med andre ord påvirkes din samlede produktivitet markant, når kroppens blodsukker falder. Mad bliver dermed i højere grad en nødvendig forudsætning for, at du kan passe dit arbejde.

Pas på mængderne
Du kan undgå situationen med et lavt blodsukker, hvis du indtager mad flere gange dagligt, så kroppen løbende tilføres ny energi. Vær opmærksom på at mængderne ikke bliver for store, da en overmæt krop vil øge trætheden, fordi der går relativt meget energi til fordøjelsesprocessen. Spis i stedet mellemmåltider om formiddagen og om eftermiddagen, så du undgår at blive for sulten.

Mellemmåltider skal selvfølgelig ikke være chokolade, slik eller andre søde sager, der får blodsukkeret til at stige voldsomt, for derefter at falde hurtigt igen. Det skal primært være grøntsager, bær, nødder, groft brød, magre mejeriprodukter eller andet sundt og mættende.

Værd at vide om frugt og grønt
Vær opmærksom på at friske (eller optøede) bær er sundere end friske eller tørret frugt. Det skyldes bl.a., at bær er fyldt med kostfibre og antioxidanter, og ikke indeholder de samme mængder sukker som tørret frugt og frisk frugt. Spis en håndfuld bær sammen med lidt mandler, så får du både vitaminer, den søde smag, det sprøde knas, og en god mæthed. Varier ved at blande forskellige nødder og bær sammen, og rør evt. en lille dip af skyr til.

Jeg anbefaler helt klart grøntsager som en del af dagens mellemmåltider, bl.a. fordi grøntsager er høje på mæthed og lave på kalorier, og så bliver det også lettere at nå op på de 500 g. grønt, som Fødevarestyrelsen anbefaler dig at spise hver dag. Netop den mængde sikrer, at du får tilstrækkeligt med fibre, vitaminer og mineraler, og så nedsætter det samtidig risikoen for cancer, diabetes og hjertekarsygdomme markant.

Planlægning giver succes med mellemmåltider
Du kan med fordel planlægge dine mellemmåltider til flere dage ad gangen, så du ikke behøver at bruge tid på det hver dag. Sørg også for at have noget med i tasken, når du er på farten, så du fastholder energien og koncentrationsevnen, og undgår fristelserne på vejen.

Nedenfor får du fem forslag til mættende og sunde mellemmåltider, som er lette at lave.

  • Knækbrød med hytteost, kyllingepålæg og én snackpeber
  • 4 gulerods- og 2 agurkestænger, dip af 1 spsk. hytteost med krydderier
  • ½ skive rugbrød med ½ banan
  • 1-2 håndfulde blåbær og 1 spsk. valnødder
  • Æggemuffins (fra min nye ebog)

Har du brug for mere inspiration, kan du finde det i min nyeste e-bog med hele 49 lette og lækre mellemmåltider. Du får bl.a. opskrifter på müslibarer, småretter, sundere søde sager, shakes, bowls og sunde dips. Køb den til kun 69 kr. lige her

Opskrift på lækre og mættende æggemuffins  

Har du fået lyst til at lave de lækre æggemuffins kan du finde opskriften i min ebog eller du kan hente opskriften gratis lige her

God fornøjelse med dine mellemmåltider. Med lidt øvelse er jeg sikker på, at du bliver rigtig god til at spise det 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Checkbox GDPR is required

*

I agree