Sæt dig selv fri med coaching

Det er nu 3 uger siden jeg kom hjem fra en fantastisk ferie på Playitas Resort, som på alle måder levede op til mine forventninger.

Sagen er nemlig den, at lige præcis dét sted har en ganske særlig plads i mit hjerte.

Jeg var derfor ret spændt på at genopleve stedet sammen med min familie.

 

Da jeg for 6 år siden besøgte Playitas for første gang, var det som en del af en grupperejse arrangeret af Anja Vintov, forfatter og foredragsholder. Jeg havde læst hendes bog ‘Små skridt til store forandringer’, fulgt hende et stykke tid, og fandt hende yderst inspirerende ift. den personlige udvikling jeg havde et ønske om at igangsætte. Da hun annoncerede muligheden for en grupperejse til Playitas, kunne jeg mærke en stille kriblen i maven.

DET havde jeg virkelig lyst til. Programmet lød rigtig godt, stedet så lækkert ud, og jeg blev hurtigt enig med min mand om, at jeg skulle af sted.

Jeg mødte forventningsfuld op i Kastrup lufthavn en meget tidlig morgen, uden at kende nogle af de andre deltagere. Men allerede på flyveturen gik snakken og relationerne spirede. Ugen bød på fælles træningstimer, både fysiske og mentale, og der var samtidig masser af egentid og plads til socialt samvær ifm. måltiderne.

Turen blev lige så fantastisk, som jeg havde drømt om. Jeg mødte en masse spændende mennesker, fik værdifuld individuel sparring hos Anja og ikke mindst tid alene til at reflektere over livet, mig selv og mine fremtidsdrømme.

 

Et frø blev sået …

Jeg lavede bl.a. en øvelse, der havde til formål at afdække mine ønsker og prioriteringer. Dengang virkede svaret som et totalt uopnåeligt drømmescenarie, som jeg slet ikke kunne se realiseret i nærmeste fremtid, hvis nogensinde. Men jeg gemte alligevel svaret, for man ved jo aldrig..  Et frø blev sået. Efter en uge tog jeg hjem til dagligdagen igen. Velvidende at noget var forandret indeni mig. Der skulle ske noget. Men præcis hvad der skulle ske, hvordan og hvornår, havde jeg endnu ikke besluttet mig for.

Inden afrejse denne sommer, fik jeg lyst til at kigge lidt i Anja Vintovs bog for at mindes min første tur. Her fandt jeg sedlen med svaret på den øvelse, jeg havde lavet for 6 år siden. Er i tvivl om jeg overhovedet har set på den i mellemtiden. Det mindes jeg ikke.

Jeg måtte læse sedlen flere gange for helt at forstå den udvikling, jeg har gennemført siden sidst. At jeg rent faktisk, mere eller mindre bevidst, har brugt sedlen til at guide mig igennem de sidste 6 års udfordringer og muligheder, så jeg nu er rigtig godt på vej til at indfri mine mål og drømme.

Jeg er stolt af mig selv. Måske i virkeligheden mere overrasket over, at det jeg skrev dengang, som virkede så uopnåeligt, alligevel er godt på vej til at blive virkelighed. Min virkelighed. Jeg vil ikke længere nøjes, stille mig tilfreds med status quo eller længes efter noget. Jeg har bestemt mig for ikke kun at lytte til min indre dialog, men at bruge min drivkraft og passion til at arbejde hen imod det jeg gerne vil, i stedet for at bruge energi på det jeg vil væk fra.

 

Tænk stort – start småt

Du har sikkert selv oplevet at have en indre dialog om noget, du gerne vil opnå, eller noget du gerne vil væk fra. Måske har du haft den samme dialog igennem mange år uden at sætte handling bag. Af frygt for hvad andre vil sige, af mangel på tid og penge (den foretrukne undskyldning), mangel på selvkærlighed og hverdagsmod eller måske en blanding af det hele.

De fleste mennesker har behov for at regne alting ud på forhånd. At få vished for at det hele nok skal gå godt. Inden de handler. Udfordringen er dog, at svarene sjældent kan udtænkes inden, eller at de svar man udtænker på forhånd, alligevel ikke kan bruges, når det kommer til stykket.

For at omsætte tanker til handling er der behov for hverdagsmod. Modet til gå efter det man tror på. Uden at have en detaljeret plan klar. Det første skridt er det vigtigste. Tag det, og derefter ét til og ét til. Og før du ved af det, er du på vej. Ikke nødvendigvis den ‘rigtige’ vej. Men din vej. Gå efter dine drømme. Tænk stort. Start småt.

Undgå for store skridt, som vil gøre dig bange, og minimere din handlekraft. Vælg i stedet mange mindre handlinger,  som sikrer, at du hele tiden er i fremdrift fremfor stilstand. Stilstand er din fjende, når det handler om forandringer. Det er i stilstand, du pludselig bliver i tvivl, om du nu også kan gøre det, om det er ok, hvad andre mon tænker osv. Når du er i fremdrift, i flow, skaber du hele tiden nye ideer og positiv energi til at fortsætte, og tænker meget lidt på hvad andre mon tænker.

 

Har du brug for et kærligt spark?

Som certificeret coach har jeg mange gode og brugbare værktøjer til at hjælpe dig med at afdække dine mål, lægge en realistisk plan, nedbryde dine begrænsende overbevisninger og ikke mindst fremelske din motivation til at handle. Jeg har igennem årene hjulpet rigtig mange mennesker med at formulere deres drømme og indfri deres potentiale. Det er en kæmpe glæde at observere den forløsning, den enkelte oplever, når drømmen pludselig er blevet til virkelighed, og det udelukkende skyldes deres egen indsats og ikke tilfældige omstændigheder.

Går du og tumler med noget, som du ikke rigtigt får gjort noget ved? Har du brug for et kærligt spark eller en hjælpende hånd til at finde en vej frem? Tag det første skridt og book en times individuel coaching. Så er du godt på vej til at skabe en positiv forandring i dit liv.

Du kan læse mere om dine muligheder her.

#coaching #hjælptilselvhjælp #sætdigselvfri #mentalsundhed #selvkærlighed #sundhedmedetsmil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Checkbox GDPR is required

*

I agree