Sundere alternativer til påskeæg og værtindegaven

I morgen starter den første helligdag i påsken, og du ved måske ikke helt hvad du skal tage med i værtindegave, eller servere til din påskefrokost, eller måske vil du bare forkæle familien lidt. Prøv noget nyt i år, i stedet for at købe det traditionelle påskeæg.

Hvorfor ikke give sundere og hjemmelavede påskeæg i år, eller en svampet chokolade-rødbedekage, som passer perfekt til påskefrokosten.

Hvis du vil være endnu sundere, er en påskebuket eller en smuk pynteting selvfølgelig altid en løsning. Men hvis du vil bruge lidt ekstra tid i køkkenet, på at lave noget lækkert og hjemmelavet, får du her en opskrift på lækre chokoladeæg og rødbedekage. God fornøjelse, og rigtig god påske!

 

Sundere hjemmelavede påskeæg med marcipan og nougat

Marcipan:

  • 6 dl smuttede mandler
  • 1 tsk. Vaniljepulver eller ekstrakt
  • 1½ bæger pasteuriserede æggehvider
  • 1 tsk. Sukrin eller tilsvarende i stevia

Nougat:

  • 210 g bagte hasselnødder
  • 8 friske dadler uden sten
  • Lidt sukrin eller stevia

Chokoladeovertræk skal være 70 % eller derover. Derpå kan drysses kokos, hakkede nødder, frysetørrede bær, lakridspulver eller andet.

Sådan gør du:

Bag hasselnødderne i ovnen i 15 minutter ved 175 grader (til nougat).

Derefter skal ovnen på 100 grader, og de smuttede mandler tørres i 30 minutter. Hak dem herefter helt fint i en blender, og tilsæt resten af ingredienserne til marcipanen.

Kør alle ingredienserne til nougaten i en blender, og tilsæt evt. en smule mælk. Herefter tager du en klump marcipan og kommer lidt nougat indeni, og former den som et æg. Put dem derefter i fryseren eller på køl i nogle timer, til de er hårde. Smelt chokoladen og hæld den over æggene, og pynt med hvad du ønsker.

Kom dem i en lille æske med en sløjfe omkring, eller pak dem ind i cellofan med sløjfe.

Hvis du alligevel vælger at købe et påskeæg, kan du gøre det lidt sundere ved at vælge et lidt dyrere æg af god kvalitet, og med en høj kakaoprocent.

 

Svampet rødbedekage med chokolade
  • 4 æg
  • 150 g sukrin eller tilsvarende
  • 1½ dl kokosolie
  • 100 g hvedemel
  • 100 g grovere mel (boghvede, kokosfiber, fuldkorn eller andet)
  • 50 g kakaopulver
  • 2 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. Salt
  • 300 g friske rødbeder
  • Lidt ingefær
  • 50 g mandler
  • 50 g hasselnødder
  • 50 g mørk chokolade over 70 %
  • Springform

Sådan gør du: Tænd ovnen på 175 grader. Del æggeblommerne i hvider og blommer, og pisk æggeblommerne og sukrin sammen med en pisker, og hæld den smeltede kokosolie i, imens du pisker. Bland mel, kakao, salt og bagepulver heri, og rør godt. Skræl rødbederne og riv dem sammen med ingefæren. Hak mandler, chokolade og hasselnødder, og gem lidt til pynt. Vend det i dejen, med rødbederne og ingefæren. Herefter piskes hviderne stive, og vendes i dejen. Dejen kommes i en smurt springform og nødder og chokolade kommes ovenpå kagen. Kagen skal cirka bages i 40 minutter.

 

 

 

 

 

Du kan også servere frugtspyd, som især er populært blandt børnene. Jeg har lavet dem med jordbær og banan, men der er mange kombinationer. Lav evt. en med forskellige bær.

Rigtig god påske!

 

 

 

 

 

 

Inspiration til et sundere påskebord

Skal du holde påskefrokost en af de kommende dage? Har du lyst til at prøve et sundere påskebord i år, så læs mere nedenfor, og få spændende og sundere opskrifter.

Påsken er ofte fyldt med god mad og chokoladeæg, men det er ikke enhver påskefrokost der behøver at være tung og fed. Hvorfor ikke prøve en sundere påskefrokost i år, og måske slutte af med en fælles lang gåtur? Jeg har fundet nogle sundere opskrifter på påskeretter, så du kan få et let men godt påskebord.

 

Lakseruller med spinatcreme

Fisk er rigtig sundt, og du bør derfor servere rigeligt at dette til påskefrokosten. Server det med et godt rugbrød, eller andet groft brød.

Opskrift til 4 pers:

  • 300 g frossen spinat
  • 2 æg – som deles i blomme og hvider
  • ½ dl mælk
  • 100 g flødeost
  • 2 spsk skyr
  • saft fra citron
  • frisk dild
  • salt og peber

Lad spinaten tø op, og dryppe af i en si. Pres væsken ud af spinaten, og bland med mælk, æggeblommer, salt og peber. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i spinatblandingen. Fordel det på en bradepande og bag i ca. 15 min ved 180 g varmluft. Lad bunden køle af. Rør skyr, flødeost, citron og dild sammen, og smør det på bunden. Fordel til sidst laksen herpå, og rul det hele sammen. Lad den stå på køl i en time, og skær små ruller på 2 cm tykkelse. Anret på en bund af fintskåret spidskål, snackpeber og tomat.

 

Æg, rejer og karrysalat 

Kog æg, og dræn rejerne for vand. Læg alle de halve æg på en tallerken og top med rejerne ovenpå.

Lav en sundere udgave af karrysalaten:

  • 2 hårdkogte æg
  • 4 skiver asier
  • 1 æble
  • En halv agurk
  • ½ dl mayonnaise
  • 1 ½ dl skyr
  • 2 tsk god karry
  • Citronsaft
  • Salt og Peber

Kog æggene og hak dem groft. Bland dem med de finthakkede asier, det finthakkede æble samt agurken skåret i små tern. Rør en dressing sammen af mayonnaise, skyr, karry, citronsaft og salt og peber.

Kom karrysalaten i en skål ved siden af, og pynt æg og rejer med tomater og citronbåde.

Du kan også bruge karrysalaten ovenpå en sildemad.

 

 

 

 

 

 

 

Grøntsagstærte med kylling
Tærtebund:
  • 125 g becel/olie/kokosolie
  • 200 g groft mel
  • 2 spsk. vand (alt efter hvor tør dejen er)
  • 1 tsk. salt
  • Lidt chiafrø eller andre frø
Tærtefyld:
  • 150 g broccoli
  • 100 g kyllingetern
  • 50 g andre valgfrie blandede grøntsager (fx. rød peberfrugt, tomater, majs, spinat eller andet)
  • 4 æg
  • 250 g hytteost
  • 1 tsk. salt og lidt peber
Fremgangsmåde: Bland fedtstof med mel og salt. Tilsæt vand og saml dejen. Rul og tryk tærtedejen ud i en smurt tærteform. Tærtedejen skal gå op over siderne. Stil den tildækket i køleskabet i 15-30 min, og prik hul tilfældige steder i dejen. Bag først tærtebunden i ca. 15 min ved 200 graders varme. Skær broccoli i mindre buketter, og snit de andre grøntsager. Pisk æg, hytteost, salt og peber sammen i en skål. Tilsæt broccoli, kylling og de andre grøntsager og fordel tærtefyldet på den forbagte tærtebund. Bag tærten ved 200 graders varme i ca. 30 min mere.

 

Tarteletter med grønt og hjemmelavede skaller 

Tarteletdej:

  • 0,25 dl olivenolie
  • 1 dl kvark
  • 2 dl hvedemel
  • 2 dl fuldkornsspelt/fuldkornsmel eller andet
  • ½ spsk. fint salt
  • 1 spsk. koldt vand
  • 1 spsk. frø (solsikke, hørfrø, chiafrø)

 

Tarteletfyld:

  • 550 g tilberedt kyllingekød i små stykker
  • 1 bdt. grønne asparges
  • 4 dl hønsebouillon
  • 2 dl minimælk
  • 1½ spsk. maizena
  • Salt & peber
  • ½ bdt. persille
  • Frisk karse


Tarteletdej: Kom alle delene til dejen i en skål og ælt dem godt sammen. Lad dejen stå i en time, og rul den ud i 3 mm tykkelse. Find 8 små forme og smør dem med fedtstof, og fordel dejen i hver form. Kom kikærter, eller tørre bønner på når de bages i ovnen. Bag dem 175 grader varmluft, i ca 15 minutter.

Tarteletfyld: Skær det nederste stykke af aspargesene fra, og skær dem i 2 cm lange stykker. Kog dem i hønsebouillon i 3 minutter. Rør maizena sammen med mælk, og jævn bouillonen. Krydr med salt og peber, og tilsæt til sidst den færdige kylling og asparges. Varm det hele godt igennem og fordel det i de små skaller. Pynt med tomat, agurk, karse og fintsnittet frisk asparges.

 

Hønsesalat 

Ingredienser:

  • 200 g færdigkogt kyllingekød, evt. lav ekstra fra tarteletterne.
  • 5 asparges fra glas
  • 1/2 peberfrugt
  • 2 forårsløg
  • 1/2 æble
  • 6 champignoner
  • salt, peber & karry
  • lidt citronsaft
  • 2 dl skyr
  • 2 dl cremefraiche

Kom kødet i en skål sammen med krydderierne, citron, skyr og cremefraiche. Hak grønsagerne fint, og rør det hele godt rundt. Server det til ristet rugbrød, og evt. med frisk purløg, ristet parmaskinke eller kalkunbacon ovenpå.

 

Jeg håber du fik inspiration til et sundere påskebord, så der også bliver plads til lidt påskeæg. Når du skal ud at handle kan du med fordel kigge efter madvarer med Nøglehulsmærket. Læs artiklen om årets nøglehulsprodukter 2017, og find inspiration til et sundere indkøb. Læs mere lige her