Boost energien med mellemmåltider

Jeg hører det så tit …
”Jeg er ikke så god til det med mellemmåltider…”
Mon det også gælder for dig?

Hvis det gør, er der godt nyt til dig, for der er hjælp at hente i dette blogindlæg. Mellemmåltider er én af de hurtigste genveje til mere energi og overskud, og det er slet ikke så svært at komme i gang med, som du måske tror.

I dette blogindlæg får du mere viden om, hvad der sker, når dit blodsukker falder, og hvorfor mellemmåltider kan være løsningen. Det er nemlig ikke kun noget, du skal spise, hvis du er interesseret i at tabe dig.

Mellemmåltider har en direkte indvirkning på din evne til at træffe beslutninger. Du har sikkert oplevet, at det hen på eftermiddagen kan være svært at bevare overblikket i komplekse opgaver, ligesom overskuddet og kreativiteten til at udtænke aftenens menu typisk daler, når du er på vej hjem fra arbejde. Det er fordi dit blodsukker er for lavt, og det kan mellemmåltider være med til at ændre på.

Det skal du vide om dit blodsukker
Kroppen bruger løbende af den energi, der tilføres. Går der for mange timer imellem måltiderne, vil energien begynde at dale, og kroppens funktioner påvirkes. Selvom hjernen kun vejer ca. 2% af den samlede kropsvægt, bruger den op imod 25% af det blodsukker, der er til rådighed. Og så lever den primært af kulhydrater. Skærer du bevidst ned på dine kulhydrater, eller får kroppen totalt set tilført for lidt energi, sløver du hjernens effektivitet.

Et faldende blodsukkerniveau påvirker din evne til at træffe bevidste, objektive og saglige beslutninger, og medfører at du ubevidst tager den beslutning, der kræver mindst energi – den du kender, og er tryg ved. Når der ikke er overskud af energi til hjernen, betyder det også, at din evne til at koncentrere dig, tænke kreativt og skabe nyt vil være svækket. Med andre ord påvirkes din samlede produktivitet markant, når kroppens blodsukker falder. Mad bliver dermed i højere grad en nødvendig forudsætning for, at du kan passe dit arbejde.

Pas på mængderne
Du kan undgå situationen med et lavt blodsukker, hvis du indtager mad flere gange dagligt, så kroppen løbende tilføres ny energi. Vær opmærksom på at mængderne ikke bliver for store, da en overmæt krop vil øge trætheden, fordi der går relativt meget energi til fordøjelsesprocessen. Spis i stedet mellemmåltider om formiddagen og om eftermiddagen, så du undgår at blive for sulten.

Mellemmåltider skal selvfølgelig ikke være chokolade, slik eller andre søde sager, der får blodsukkeret til at stige voldsomt, for derefter at falde hurtigt igen. Det skal primært være grøntsager, bær, nødder, groft brød, magre mejeriprodukter eller andet sundt og mættende.

Værd at vide om frugt og grønt
Vær opmærksom på at friske (eller optøede) bær er sundere end friske eller tørret frugt. Det skyldes bl.a., at bær er fyldt med kostfibre og antioxidanter, og ikke indeholder de samme mængder sukker som tørret frugt og frisk frugt. Spis en håndfuld bær sammen med lidt mandler, så får du både vitaminer, den søde smag, det sprøde knas, og en god mæthed. Varier ved at blande forskellige nødder og bær sammen, og rør evt. en lille dip af skyr til.

Jeg anbefaler helt klart grøntsager som en del af dagens mellemmåltider, bl.a. fordi grøntsager er høje på mæthed og lave på kalorier, og så bliver det også lettere at nå op på de 500 g. grønt, som Fødevarestyrelsen anbefaler dig at spise hver dag. Netop den mængde sikrer, at du får tilstrækkeligt med fibre, vitaminer og mineraler, og så nedsætter det samtidig risikoen for cancer, diabetes og hjertekarsygdomme markant.

Planlægning giver succes med mellemmåltider
Du kan med fordel planlægge dine mellemmåltider til flere dage ad gangen, så du ikke behøver at bruge tid på det hver dag. Sørg også for at have noget med i tasken, når du er på farten, så du fastholder energien og koncentrationsevnen, og undgår fristelserne på vejen.

Nedenfor får du fem forslag til mættende og sunde mellemmåltider, som er lette at lave.

  • Knækbrød med hytteost, kyllingepålæg og én snackpeber
  • 4 gulerods- og 2 agurkestænger, dip af 1 spsk. hytteost med krydderier
  • ½ skive rugbrød med ½ banan
  • 1-2 håndfulde blåbær og 1 spsk. valnødder
  • Æggemuffins (fra min nye ebog)

Har du brug for mere inspiration, kan du finde det i min nyeste e-bog med hele 49 lette og lækre mellemmåltider. Du får bl.a. opskrifter på müslibarer, småretter, sundere søde sager, shakes, bowls og sunde dips. Køb den til kun 69 kr. lige her

Opskrift på lækre og mættende æggemuffins  

Har du fået lyst til at lave de lækre æggemuffins kan du finde opskriften i min ebog eller du kan hente opskriften gratis lige her

God fornøjelse med dine mellemmåltider. Med lidt øvelse er jeg sikker på, at du bliver rigtig god til at spise det 😊

Lider du af søvnbulimi?

Lider du af søvnbulimi?

Måske kender du ikke begrebet søvnbulimi. Det dækker over det fænomen, at du rent søvnmæssigt sulter dig selv i løbet af ugen, og så oversover i weekenden, for så at kaste alt den overskydende søvn op ugen efter.

Det er et mønster stadigt flere kan genkende, så mon ikke også det er sket for dig en gang eller to, eller måske er det sådan dit søvnmønster ser ud hver uge?

Udfordringen ved at sove på den måde er, at vi rent helbredsmæssigt ikke kan indhente konsekvenserne ved for lidt søvn i hverdagen, blot ved at sove længe i weekenden. Hver dag med for lidt søvn påvirker vores psykologi og vores fysiologi negativt. Begge dele genopbygges, når vi sover, hvor bl.a. væv repareres, immunforsvar vedligeholdes og stress-hormonet Kortisol nedbringes. Herudover genskabes balancen i hjernens biokemi lige som  humøret stabiliseres.

Den overskydende energi i kroppen, baseret på fedt og sukker, reduceres også, hvilket betyder, at mere søvn giver en større reduktion, og dermed bedre mulighed for at holde vægten, fremfor en kort søvn, der giver det modsatte resultat, vægtøgning.

Søvnen er med andre ord ét af de mest produktive tiltag ift. at sikre energi og overskud, men samtidig noget de fleste har svært ved at prioritere tilstrækkeligt i en travl hverdag. Det er virkelig et paradoks.

Når vi sover 7-8 timer pr. nat, giver vi både krop og psyke de bedste betingelser for at fungere optimalt. I modsætning hertil står konsekvenserne af for lidt søvn, som også påvirker vores appetithormoner på en måde, så vores lyst til fedt og søde sager øges. Samtidig med dette påvirkes vores følelse af mæthed med ca. 15%. På alle måder en rigtig dårlig kombination, hvis man gerne vil holde vægten, eller tabe sig. Og de virkelige dårlige nyheder er at effekten akkumulerer sig nat efter nat.

Kender du den situation, at du egentlig er lidt træt, og måske også lidt rastløs. Du ved, at du har bedst af at gå i seng og få en god nats søvn, men roen i huset skal nydes, og derfor tænder du fjernsynet eller tager en bog frem..

Kort efter begynder hjernen at spørge efter sukker, fordi den er flad for energi, og inden du får set dig om, har du hentet et eller andet i køkkenskabet. Du ville egentlig ikke, men hjernen kaldte, og vandt over dig.

Hvis du i stedet var gået i seng, havde hjernen ikke kaldt på noget sukker, for så havde den fået søvn i stedet, og når du sover, har du ikke brug for ret meget energi. Så helt banalt kan du tænke på dette: Jo flere timer du er vågen – jo flere timer er der til at spise i. Og hvis du ved, at du har en dårlig vane med at gå i skabene efter søde sager, når resten af familien er gået i seng, så undgå den situation ved selv at gå i seng. Tag evt. bogen med 🙂

Lad batterierne op – kom ud i naturen

Føler du dig energiforladt? Mangler du overskud?
Så læs med og bliv inspireret til at få genopladt batterierne, så du er klar til hverdagens gøremål, eller til at få gjort noget ved det nytårsforsæt 🙂

Spis dig til stabil energi
Når du spiser mad med fokus på grøntsager, fuldkorn, sunde fedtstoffer, fisk og magert kød og samtidig skærer ned på kulhydrater og mindsker søde sager, opnår du et stabilt blodsukker. Det giver dig energi til hele dagen, og gør at du får mere overskud.

Dyrk motion
Hvis du bruger noget af dette overskud til at dyrke motion, vil du opleve, at du kan generere endnu mere energi. Motion frigiver lykkestoffer, og bidrager ligeledes med mere selvtillid og godt humør. Sørg for at komme ud i den friske luft hver dag, og lad tankerne få frit løb. Tænk over, hvordan du får samlet energi, og gør så noget ved det, straks du kommer hjem, mens du har motivationen.

En kombination af både kost og motion er optimal, når du skal booste din energi. Derudover er det vigtigt med fokus på din mentale velvære. Tag et øjeblik til at mærke efter, om der er noget du har brug for? Noget du skal have talt med nogen om? Noget du skal have taget fat om, for at skabe mere balance.

Kom godt i gang med at løbe 5 km

Er du motiveret til at komme i gang med at løbe, men er i tvivl om hvordan du bedst griber det an, får du nedenfor mit løbeprogram for nybegyndere. Det kræver kun 3 træningspas om ugen.

Programmet giver dig en fast struktur, som vil hjælpe dig med at komme afsted. Der tages hensyn til kroppen i programmet, og du skal derfor ikke løbe mange kilometer uden stop lige i starten. Det fremgår af hver ugedag, hvad du skal, og efter de 6 uger er du trænet op til at kunne løbe 5 km uden besvær. Det vil være en god idé at tage en hviledag mellem hver træning, men er du tidspresset eller har du en stor motivation for at komme afsted, så er det ok at træne to dage i træk.

Du kan køre programmet igennem flere gange, indtil du føler, at konditionen er til at løbe 5 km uden stop og i et godt tempo. Du kan også bruge programmet til at forbedre din tid for de 5 km. ved at eksperimentere med at øge intervallerne. Det er op til dig.

Efter en løbetur i den friske luft vil du opleve energi og overskud, fordi dine krop udskiller lykkehormoner, samtidig med at du får styr på dine tanker. Kombinationen af de to ting giver en skøn fornemmelse, der varer ved resten af dagen, og som ofte også øger lysten til at spise sundere mad!

Få mit 6 ugers løbeprogram lige her

God fornøjelse!

 

Program til 30 minutters hjemmetræning

Hvis du ikke har tid til at tage i Fitness centret, så får du her et hjemmeprogram, der træner hele kroppen.

Det er muligt at bruge 6-Directions måtter til nogle af øvelserne.

5 minutters opvarmning:
Lav skiftevis:

  • 30 sekunders jump squats
  • 30 sekunders hurtige høje knæløft
  • 30 sekunders burpees

Kør 3 runder af hver. I alt ca. 5 minutter.


Styrke 20 min:
Find noget der vejer, enten vægte, flasker med sand, vandflasker, sten mm.
Øg vægten ved øvelserne, hvis du kan tage flere gentagelser.

Squat 10 x 3 (10 gentagelser, 3 sæt)

Lunges 10 x 3 (10 gentagelser, 3 sæt)

Bækkenløft 15 x 3 (15 gentagelser, 3 sæt)

Armbøjninger 8 x 3 (8 gentagelser, 3 sæt – gå på knæ hvis nødvendigt)

Mavebøjninger med vægtskive ved brystet 15 x 3 (15 gentagelser, 3 sæt)

Cykling 2 min (lig på ryggen, benene er bøjet over hofterne, begynd at cykle langsomt og stræk benene lidt, læn dig ud til siderne undervejs, og cykel hurtigere hvis det bliver for hårdt, og langsommere hvis det er for let, sørg for at benene er lige over hofterne)

Ryg extension 10 x 3
Læg dig på maven, stræk armene fremad og løft ryggen og benene.

Biceps curls 10 x 3
Løft en vægt i hver hånd, stræk og bøj skiftevis armene og træk dem til bryst

Slut af med planken i 2 minutter, og herefter 1 minuts sideplanke.
30 sekunder til hver side – gå på knæ undervejs, hvis nødvendigt.

Gør øvelserne hårdere ved:
At tage flere gentagelser hvis programmet skal tage længere tid.
Du kan også øge vægten, og tage færre gentagelser.

Du kan vælge at gøre øvelserne mere udfordrende, ved at bruge 6 D sliders eller karklude.
Det kan gøres ved planken, hvor du trækker benene ind til maven, ved lunges hvor du skiftevis slider benene, samt armbøjninger hvor armene skiftevis trækkes til og fra kroppen.

Udstrækning 5 min:
Udstræk kroppen i nogle minutter efterfølgende.

God fornøjelse 🙂

 

#træningsprogram #komigang #fitforfight #sundhedmedetsmil

Årets Julechallenge 2017

Vær klar 1. december, når det går løs med årets julechallenge fra Din SundhedsCoach.

Du får masser af inspiration til træning, tips til at spare på julekalorierne og ikke mindst tips til at booste din energi, så du har overskud til at smile hele vejen igennem december.

Hver søndag i advent trækker jeg vinderen af en lækker præmie blandt dem, der har deltaget i ugens udfordringer. Præmierne omfatter bl.a. brunch, make up og fri træning, og har hver en værdi af mellem 500 og 1.000 kr.

Læs mere og tilmeld dig begivenheden ved at klikke her 

 

Derfor er det helt naturligt (og ikke pinligt) at kontakte en kostvejleder

Kostvejledning
Din SundhedsCoach

Det er de færreste, der holder sig ajour med nye reglementer for håndværkere, eller nye domsafsigelser inden for den juridiske verden. Vi accepterer at være mindre vidende på disse områder, fordi vi ved, at vi altid kan opsøge en ekspert, hvis vi får behov for hjælp.

Hvorfor er det så, at denne helt naturlige tilgang til at opsøge en ekspert pludselig bliver skamfuld, når det drejer sig om at opnå en sund livsstil, et vægttab eller lign.?

Sund livsstil kræver ny viden


Jeg ser personligt sundhed som en kompetence, der skal læres, på lige fod med andre discipliner. Desværre er det ikke på skoleskemaet hverken i folkeskolen eller på de gymnasiale uddannelser. Selvom det er en væsentlig forudsætning for at skabe energi og overskud til indlæring, samvær med andre mennesker, samt mental og fysisk velvære.

Jeg har for år tilbage selv kæmpet med manglende evne til vægttab. Ligeledes etablering af sunde motionsvaner, og at spise en varieret og nærende kost. Først da jeg tog en uddannelse som Kostvejleder gik det op for mig, at det langt fra kun handlede om motivation. Det handler om, reel viden, som jeg havde manglet. En viden der skabte motivationen til, at tage nogle bedre valg for mig selv. En viden der inspirerede mig til at hæve barren for min hverdagssundhed. Dette gav mig et mere nuanceret syn på, hvad sundhed egentlig er.

Forudsætninger for succes

Jeg tror det vil være den samme oplevelse, hvis jeg begyndte at læse jura. Så ville jeg pludselig blive i stand til at forstå og løse juridiske problemstillinger selv, fremfor at kontakte en advokat. Eller gå i lære som håndværker for at spare på udgifterne til håndværkerhjælp i huset. Men ingen af delene tiltaler mig. Jeg har det fint med at vide, at jeg kontakter en advokat eller en håndværker, når jeg har et problem, eller en opgave, som jeg gerne vil have løst. Jeg står ved min inkompetence, som jeg synes er helt naturlig, da jeg er uddannet på helt andre felter. Og det forventes dermed ikke, at jeg ved noget om jura eller håndværk.

Og netop forventningerne til, hvad vi skal vide, eller kunne, er nok nøglen til, hvorfor det stadig kan opleves grænseoverskridende, eller måske ligefrem skamfuldt, at kontakte en kostvejleder for hjælp. Men her må jeg kraftigt appellere til, at du ærligt spørger dig selv, hvad dine forudsætninger reelt er for at blive succesfuld på et område, hvor du kun har meget lidt, eller slet ingen uddannelse. Og om du ville forvente det samme af dig selv, hvis det eksempelvis handlede om jura. Nej vel?

Har du brug for hjælp?

Udfordringen er, at vi går rundt og tror, at vi allerede er klædt på til at kunne tage de klogeste og bedste valg ift. sundhed. Men det er kun de færreste, der er det. Resten har behov for hjælp. Stort set hver eneste dag får vi ny viden om, hvad der er sundt, og hvilke grøntsager der nu er i sæson. Vi ser kokke på morgen-tv, der laver spændende retter med lækre ingredienser, og vi bliver bombarderet med undersøgelser og analyser. Alt sammen noget, der er med til at få os til at tro, at vi allerede ved det hele.  Og at vi derfor burde kunne lægge en plan og løse vores problem selv.

De kunder jeg har, er alle nået til det punkt, hvor de har konstateret, at det, de selv har prøvet, ikke virker. De har brug for hjælp. De rækker ud og får én at holde fast i. Én der coacher dem i den ønskede retning med viden, konkrete værktøjer, erfaring og motivation.

Fremfor at føle skam over at opsøge en kostvejleder, sender du i stedet et tydeligt signal til både dig selv og omverdenen. Et signal om, at du tager ansvar for dig selv og dit liv. At du har selverkendelse nok til at konstatere, at du ikke har viden, værktøjer eller motivation nok, til selv at nå i mål med det, du gerne vil. Og i stedet for at blive i en tilstand af utilfredshed, tager du nu action på tingene.


Er du klar til take off?

På mine Individuelle Sundhedsforløb sammenligner jeg ofte mine kunder med en katapult, der bliver skudt af. Da de ofte er klar til take off, når de kontakter mig. De mangler bare den rigtige affyringsrampe, i form af coaching, viden og værktøjer. Jeg nyder at se, hvordan mine kunder oplever deres eget potentiale for sundhed folde sig ud. Se deres smil på læben, når resultaterne begynder at vise sig. Når de oplever, at de selv kan. At det faktisk ikke er tilfældige resultater, der opstår, men dem selv der har skabt forandringen (med lidt hjælp fra mig😊).

Mit fokus som kostvejleder, er at få mine kunder til at smile. For når man smiler, har man det godt. Mit koncept ”Sundhed med et smil” er dybt forankret i mig selv og min egen historik med overvægt, utallige slankekure og årelang utilfredshed med min krop. Sundhed skal ikke være surt, noget der skal overstås, eller noget du gør i en periode. Det er en livsstil.

Jeg ved, det kan lade sig gøre at opnå en sundere livsstil. Med både fysisk, social og mental sundhed, som får dig til at smile. Accepter, at det måske kræver hjælp fra en kostvejleder, og find én som du føler dig godt tilpas sammen med.


Mangler du viden og værktøjer?


Hellere række ud efter hjælp, og få en hverdag med smil, energi og overskud. End at vælge martyr- eller offer-rollen, hvor du dagligt går og piner dig selv med, hvad du burde gøre, eller ikke gøre, og fortæller dig selv, at det sikkert bare er dig, der er dum eller umotiveret. Måske er det i stedet reel viden og konkrete værktøjer, du mangler?

Kontakt mig gerne for en uforpligtende snak om, hvordan du har det, og hvad du drømmer om ift. en sund livsstil. Så kan du jo finde ud af, om jeg skal være den, der hjælper dig med at få mere energi, smil og overskud ind i hverdagen.

Sådan vælger du den bedste fiskeolie

Jeg bliver ofte spurgt om, hvilke parametre der er vigtige at tage i betragtning, når man skal vælge fiskeolie. Jeg har derfor lavet dette blogindlæg, som jeg håber kan hjælpe dig med at navigere i junglen af fiskeolieprodukter.

Omega-3 fedtsyrer er livsnødvendige for os. De bidrager til at mindske inflammation i kroppen, og styrke de vitale funktioner. Da vi ikke har dem naturligt i kroppen, er vi nødt til selv at tilføre dem via kosten.

Omega3-fedtsyren findes bl.a. i fed fisk, men du kan desværre ikke være sikker på at være dækket ind, når du spiser fisk fra det lokale supermarked. De fisk er typisk opfodret med kraftfoder, hvilket betyder, at de indeholder meget mindre Omega-3-fedtsyrer end vildtlevende fisk.
Du bør derfor bør supplere med fiskeolie.

 

De 7 kriterier, der skal være opfyldt

Nedenfor har jeg beskrevet 7 punkter. Disse bør du altid sørge for er opfyldt, eller så mange som muligt, uanset hvilket produkt du vælger. Når de er opfyldt, får du er kvalitetsprodukt. Dette giver dig den ønskede sundhedsmæssige effekt, uden at du betaler for meget.

1. Totox-værdi
Totox-værdien beskriver oliens harskningsgrad, og er dermed én af de allervigtigste informationer, du skal bruge, når du skal vælge olie. Jo lavere totox-værdi, jo bedre, og meget gerne lavere end 5 for at få et rent produkt. FN anbefaler, at værdien er max 10, men det kan være svært at få dette tal oplyst, da det sjældent står på produkterne.

Hvis ikke du kan få tallet oplyst, kan du som hovedregel regne med, at det skyldes en høj værdi. Producenter med en lav totox-værdi har ingen problemer med at skrive det på varedeklarationen. En lav totox-værdi giver sjældent opstød/fiskebøvs, ligesom olien oftest vil dufte godt og smage frisk.

2. Omega6
I mange fiskeolier er der tilsat Omega6 i form af vegetabilske olier. Du har dog ikke brug for mere Omega6, da du allerede får rigeligt af dette via kosten i bl.a. kerner og nødder, ligesom det er tilsat i mange halvfabrikata som eksempelvis dej-blandinger, samt hovedbestanddel i kraftfoder til dyr.

Omega6 kan bidrage til en forøget inflammation, og netop derfor handler det om at øge indtaget af Omega3 og samtidig undgå at indtage yderligere Omega6, end det du allerede får både direkte og indirekte via kosten. Er der en stor andel Omega6 i det fiskeolieprodukt, du overvejer, bør du derfor undlade at købe det, da det er spild af penge.

3. DHA-EPA
Omega3-fedtsyrer kan opdeles i ALA, DHA og EPA. Det er kun de sidste to, der er anti-inflammatoriske, og dermed relevante at gå efter. DHA forbedrer både hjertet, hjernen og synet, og mindsker samtidig inflammation, hvorimod EPA primært mindsker inflammation. Der skal derfor være klart mest DHA i din fiskeolie ift. EPA. Vær opmærksom på at de fleste produkter desværre indeholder mest EPA.

4. Flydende olie
Vælg altid en flydende fiskeolie, og sørg for at opbevare den i køleskabet efter åbning, så den holder sig frisk. Undgå at købe kapsler, da olien opvarmes ifm. forseglingen af kapslen, hvorved olien beskadiges, og sundhedseffekten mindskes eller helt ødelægges.

5. Pris
Det skal ikke koste mere end ca. 10-12 kr. pr. dag at købe en olie, der opfylder de fire punkter. Hvis du umiddelbart synes, det er meget, så tænk på hvad du ellers let bruger 300 kr. på om måneden.

6. Test
Det er vigtigt at finde ud af, om du overhovedet har behov for et tilskud af fiskeolie, inden du går i gang, og hvor meget du skal indtage dagligt, for at nå op på det anbefalede niveau af Omega3. I samme ombæring er det relevant at få kortlagt dit Omega6-niveau, da det netop er forholdet mellem de to fedtsyrer, der er afgørende for, om du lider af kronisk inflammation i din krop.

Du har højst sandsynligt brug for det, da de fleste spiser alt for lidt fisk, men hvor meget du skal tilføre, ved du kun, hvis du tager en test. Jeg anbefaler derfor, at du tager en test, inden du går i gang, og igen efter ca. 6 måneder, som er den tid det typisk tager at opnå et resultat med et kosttilskud. Forhåbentlig kan du selv mærke effekten i din krop i den periode, men det er jo altid rart at have det sort på hvidt.

7. Dosis
Du skal som minimum have 1000 mg. fiskeolie pr. dag. og evt. mere, hvis du har et meget lavt niveau af Omega3 i din krop. Sørg for at du tager et tilstrækkeligt indtag hver dag, og at dette kan ske ved at spise så rent et produkt som muligt, så du ikke skal spise store mængder olie for at nå op på denne dosis. Hvis det er tilfældet, er det højst sandsynligt, fordi du ikke kan krydse punkt 2 af på listen, og derfor får for meget Omega6 ind samtidig.

 

Fiskeolie er et must

Jeg håber ovenstående liste kan hjælpe dig med at finde det rigtige produkt. Efter min mening er fiskeolie det eneste kosttilskud, som er et must at supplere sin kost med.

Ved at spise en fiskeolie, der opfylder ovenstående punkter, booster du dine cellers trivsel. Så bliver du bedre til både at udskille affaldsstoffer, og optage de næringsstoffer, du spiser. Du kan derfor mindske eller helt undlade at supplere med yderligere vitamin- og mineraltilskud, da du vil få mere gavn af den sunde og varierede kost, du allerede spiser.

Den fiskeolie jeg selv spiser, opfylder alle punkterne ovenfor, da fiskeolie er det eneste kosttilskud jeg bruger penge på. Jeg er derfor kun interesseret i at spise det bedst mulige produkt.

Skriv til mig, hvis du har spørgsmål til mit blogindlæg, eller til det fiskeolieprodukt du spiser nu. Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du er interesseret i at vide, hvilket produkt jeg selv spiser.

10 ugers sundhedsforløb der giver dig overskud og livsglæde

I samarbejde med LOOP Fitness Aalborg tilbyder jeg et spændende og motiverende Sundhedsforløb, der giver dig overskud og livsglæde, samtidig med at du taber dig og får nye sunde vaner.

 

Læs mere og tilmelding

Læs mere om forløbet her 

Tilmelding via sms 40584059 eller mail kontakt@dinsundhedscoach.nu

Kostplanens paradoks

Der bliver sagt og skrevet rigtig meget om kostplaner på de sociale medier; nogen elsker dem, andre hader dem. Nogen har brug for dem, andre synes de er overflødige; og det har inspireret mig til at skrive dette blogindlæg om, hvordan jeg arbejder med kostplaner.

Som diætisteksamineret kostvejleder er jeg meget bevidst om det ansvar, jeg har, når jeg skal lave kostplaner til mine kunder.

Jeg ønsker at hjælpe mine kunder til at slippe fri af deres nuværende spisemønstre, som kan være begrænsende for deres sociale liv, nedbrydende for deres parforhold eller helt enkelt fejlernære både krop og sind.

Min fornemste opgave er derfor at bruge min viden om kost, ernæring og psykologi til at hjælpe mine kunder med at etablere bæredygtige kostvaner, der gør det muligt at have gæster, at deltage i sociale arrangementer, at mindske skam og skyld, og ikke mindst booste energi og selvværd, så der bliver overskud til at tænke på andet end sundhed.

Jeg har fokus på ikke at overføre mine egne spisevaner til mine kunder, men i stedet stille min viden til rådighed, lytte, udfordre og coache, så vi sammen finder frem til den kostplan, der vil give min kunde det ønskede resultat.

Kostplanens rolle

Jeg præsenterer altid kostplanen som en fødselshjælper til nye kostvaner, og ikke en permanent løsning. Jeg vil gerne, at den ses som en inspiration og vejledning til hvad, hvor meget og hvornår der skal spises i en overgangsperiode, hvor der er behov for at spise efter en mere mekanisk struktur.

Kostplanen er et middel til at komme ud af det nuværende spisemønster, og ikke et mål. Målet er at mine kunder finder tilbage til kroppens naturlige sult- og mæthedsfornemmelse, og bruger dem til at afgøre hvad, hvor meget og hvornår der skal spises.

En kostplan må i mine øjne aldrig være en permanent plan, der skal følges til punkt og prikke i al evighed. For det betyder i bund og grund, at det er mig der styrer, hvad mine kunder skal spise, og det ønsker jeg ikke i længden.

Mit mål er at gøre kostplanen unødvendig efter de 3-4 måneder et Personligt Sundhedsforløb typisk varer. Jeg har derfor fokus på at min viden om portionsstørrelser, måltidssammensætning, kalorier og mæthedsfaktorer gradvist transformeres om til en ny livsstil hos mine kunder. Det giver dem forudsætningerne for at få succes med selv at tage ansvaret for at tilrettelægge deres måltider, og dermed finde deres egen opskrift på ”Sundhed med et smil”. Derfor får de heller ikke en fuldstændig udførlig 4-ugers plan med opskrifter på alle måltider, når de køber en kostplan hos mig. De skal selv tænke og tage ansvar – med mig på sidelinien.

Mine kostplaner er mere end bare mad

Mine kostplaner indeholder derimod en del fakta og vejledning, bl.a. baseret på de 10 Kostråd, samt en lille del om coaching, fordi det altid handler om meget mere end kost, og den del skal også italesættes og bearbejdes, for at få succes med en ny livsstil. Selvfølgelig er der også masser af forslag til morgenmad, mellemmåltider og frokost, ligesom jeg inkluderer en række forslag til aftensmad, så mine kunder selv kan mixe og sammensætte ugens måltider.

Jeg har fokus på at angive portionsstørrelser og forklare om måltidernes sammensætning, fordi det er den viden der skal til, for at kunne fortsætte madplanlægningen på egen hånd. Kostplanen omfatter også kalorieoversigter og udvalgte opskrifter og fungerer på den måde også som støtteværktøj, opslagsværk og inspirationskatalog udover at være en reel kostplan.

Jeg håber med dette blogindlæg at have givet et indblik i det paradoks det kan være at arbejde med kostvejledning. På den ene side vil kunderne (til en start) bare gerne have at vide, hvad de skal spise, og på den anden side vil jeg gerne lære dem tilpas meget om kost og ernæring til at de selv kan overtage ansvaret for kostplanlægningen, når forløbet hos mig er gennemført. Heldigvis bliver vi altid enig om, at det er mest holdbart i længden at arbejde efter min tilgang.

Sundhed med et smil er vejen frem

Min egen sundhedsfilosofi ”Sundhed med et smil” vinder stadig større indpas. Ingen ønsker at være så sunde, at det bliver surt, og smilet forsvinder. Der skal være balance i sundhed, så det bliver en livsstil fremfor en lang række op- og nedture med mangel på både fysisk og mental sundhed.

Jeg glæder mig dagligt over de mange positive tilkendegivelser, jeg får for min tilgang til kostvejledning, og mit fokus på sundhedscoaching.

Men det der driver mig, min passion, er den glæde det er, når mine kunder opnår de ønskede resultater, både på vægten men også mentalt, for så ved jeg, at de også fremover får succes med den sunde livsstil. Og det endda helt uden en kostplan 🙂

Sæt dig selv fri med coaching

Det er nu 3 uger siden jeg kom hjem fra en fantastisk ferie på Playitas Resort, som på alle måder levede op til mine forventninger.

Sagen er nemlig den, at lige præcis dét sted har en ganske særlig plads i mit hjerte.

Jeg var derfor ret spændt på at genopleve stedet sammen med min familie.

 

Da jeg for 6 år siden besøgte Playitas for første gang, var det som en del af en grupperejse arrangeret af Anja Vintov, forfatter og foredragsholder. Jeg havde læst hendes bog ‘Små skridt til store forandringer’, fulgt hende et stykke tid, og fandt hende yderst inspirerende ift. den personlige udvikling jeg havde et ønske om at igangsætte. Da hun annoncerede muligheden for en grupperejse til Playitas, kunne jeg mærke en stille kriblen i maven.

DET havde jeg virkelig lyst til. Programmet lød rigtig godt, stedet så lækkert ud, og jeg blev hurtigt enig med min mand om, at jeg skulle af sted.

Jeg mødte forventningsfuld op i Kastrup lufthavn en meget tidlig morgen, uden at kende nogle af de andre deltagere. Men allerede på flyveturen gik snakken og relationerne spirede. Ugen bød på fælles træningstimer, både fysiske og mentale, og der var samtidig masser af egentid og plads til socialt samvær ifm. måltiderne.

Turen blev lige så fantastisk, som jeg havde drømt om. Jeg mødte en masse spændende mennesker, fik værdifuld individuel sparring hos Anja og ikke mindst tid alene til at reflektere over livet, mig selv og mine fremtidsdrømme.

 

Et frø blev sået …

Jeg lavede bl.a. en øvelse, der havde til formål at afdække mine ønsker og prioriteringer. Dengang virkede svaret som et totalt uopnåeligt drømmescenarie, som jeg slet ikke kunne se realiseret i nærmeste fremtid, hvis nogensinde. Men jeg gemte alligevel svaret, for man ved jo aldrig..  Et frø blev sået. Efter en uge tog jeg hjem til dagligdagen igen. Velvidende at noget var forandret indeni mig. Der skulle ske noget. Men præcis hvad der skulle ske, hvordan og hvornår, havde jeg endnu ikke besluttet mig for.

Inden afrejse denne sommer, fik jeg lyst til at kigge lidt i Anja Vintovs bog for at mindes min første tur. Her fandt jeg sedlen med svaret på den øvelse, jeg havde lavet for 6 år siden. Er i tvivl om jeg overhovedet har set på den i mellemtiden. Det mindes jeg ikke.

Jeg måtte læse sedlen flere gange for helt at forstå den udvikling, jeg har gennemført siden sidst. At jeg rent faktisk, mere eller mindre bevidst, har brugt sedlen til at guide mig igennem de sidste 6 års udfordringer og muligheder, så jeg nu er rigtig godt på vej til at indfri mine mål og drømme.

Jeg er stolt af mig selv. Måske i virkeligheden mere overrasket over, at det jeg skrev dengang, som virkede så uopnåeligt, alligevel er godt på vej til at blive virkelighed. Min virkelighed. Jeg vil ikke længere nøjes, stille mig tilfreds med status quo eller længes efter noget. Jeg har bestemt mig for ikke kun at lytte til min indre dialog, men at bruge min drivkraft og passion til at arbejde hen imod det jeg gerne vil, i stedet for at bruge energi på det jeg vil væk fra.

 

Tænk stort – start småt

Du har sikkert selv oplevet at have en indre dialog om noget, du gerne vil opnå, eller noget du gerne vil væk fra. Måske har du haft den samme dialog igennem mange år uden at sætte handling bag. Af frygt for hvad andre vil sige, af mangel på tid og penge (den foretrukne undskyldning), mangel på selvkærlighed og hverdagsmod eller måske en blanding af det hele.

De fleste mennesker har behov for at regne alting ud på forhånd. At få vished for at det hele nok skal gå godt. Inden de handler. Udfordringen er dog, at svarene sjældent kan udtænkes inden, eller at de svar man udtænker på forhånd, alligevel ikke kan bruges, når det kommer til stykket.

For at omsætte tanker til handling er der behov for hverdagsmod. Modet til gå efter det man tror på. Uden at have en detaljeret plan klar. Det første skridt er det vigtigste. Tag det, og derefter ét til og ét til. Og før du ved af det, er du på vej. Ikke nødvendigvis den ‘rigtige’ vej. Men din vej. Gå efter dine drømme. Tænk stort. Start småt.

Undgå for store skridt, som vil gøre dig bange, og minimere din handlekraft. Vælg i stedet mange mindre handlinger,  som sikrer, at du hele tiden er i fremdrift fremfor stilstand. Stilstand er din fjende, når det handler om forandringer. Det er i stilstand, du pludselig bliver i tvivl, om du nu også kan gøre det, om det er ok, hvad andre mon tænker osv. Når du er i fremdrift, i flow, skaber du hele tiden nye ideer og positiv energi til at fortsætte, og tænker meget lidt på hvad andre mon tænker.

 

Har du brug for et kærligt spark?

Som certificeret coach har jeg mange gode og brugbare værktøjer til at hjælpe dig med at afdække dine mål, lægge en realistisk plan, nedbryde dine begrænsende overbevisninger og ikke mindst fremelske din motivation til at handle. Jeg har igennem årene hjulpet rigtig mange mennesker med at formulere deres drømme og indfri deres potentiale. Det er en kæmpe glæde at observere den forløsning, den enkelte oplever, når drømmen pludselig er blevet til virkelighed, og det udelukkende skyldes deres egen indsats og ikke tilfældige omstændigheder.

Går du og tumler med noget, som du ikke rigtigt får gjort noget ved? Har du brug for et kærligt spark eller en hjælpende hånd til at finde en vej frem? Tag det første skridt og book en times individuel coaching. Så er du godt på vej til at skabe en positiv forandring i dit liv.

Du kan læse mere om dine muligheder her.

#coaching #hjælptilselvhjælp #sætdigselvfri #mentalsundhed #selvkærlighed #sundhedmedetsmil